Ovne & Komfurer
Der er stor grund til at udvælge din nye ovn med omhu. Det er nemlig ikke alle ovne der er lige gode til alle former for madlavning. Er der nogle retter du er særligt glad for at lave, kan det godt betale sig at købe en specialiseret ovn til tilberedning af disse.
Fra et simpelt hul i jorden til nutidens moderne ovne, der nærmest kan lave maden helt af sig selv. Ovne har i mange årtier været et vigtigt redskab i forbindelse med tilberedning af diverse madretter, desserter og bagværk. Den første ovn er fundet i Europa og kan dateres helt tilbage til år 29.000 f.Kr. Den bestod kun af et jordhul, der blev opvarmet af glohede sten.
For at give dig et bedre overblik, har vi herunder samlet nogle at de mest kendte typer af ovne.
Hvilke typer findes der?
Tests:
Mikrobølgeovn
Mikrobølgeovnen, også kaldet mikroovnen, blev for første gang præsenteret i 1947 i USA. Den var 1,7 meter høj, vejede 340 kg og brugte 3000 watt. Der er løbet meget vand i åen siden da, og trods rygter om farlige stråler, samt et par uheldige episoder med uskyldige kæledyr i ovnrummet, har mikrobølgeovnen lige siden sin lancering været ganske populær.
Modeller i alle prislag
Mikrobølgeovne kan fås fra omkring 300 kr. pr. stk. alt efter, hvor avanceret en model du ønsker. Du kan således både få nogle helt simple modeller, der blot er indrettet med timerfunktion og mulighed for at indstille effekten, eller mere avancerede modeller med timerfunktion, indstilling af effekt og diverse madlavnings- og optøningsprogrammer, samt med grill funktion. Nogle mikrobølgeovne har også en kombi-funktion, som gør at de nærmest kan bruges som en almindelig ovn.
Hvad kan den bruges til?
En mikrobølgeovn fungerer med mikrobølger fra 2,45 GHz, der primært varmer vandet i maden og derefter ingredienser såsom proteiner, fedtstoffer og sukker. Strålerne trænger kun ca. 4 mm ind i retten, hvorfor det er vigtig, at holde pauser og røre i maden under tilberedning, så du ikke får en forbrændt ret, der er kold indeni.
Brug mikrobølgeovnen til at varme alt lige fra modermælk, suppe, lasagne, frosne færdigretter, popkorn og andre retter.
Det er muligt at købe kogebøger til mikrobølgeovne så du kan lave chokoladekager, risengrød, knækbrød osv. Hurtigt, nemt og bekvemt.
I og med at ovnrummet ikke er så stort, giver det også en naturligt begrænsning af, hvor meget mad, der kan tilberedes ad gangen.
Tip! Steg bacon og andre fedtholdig retter på en tallerken eller i et glasfad, da høje temperaturer fra fedtstoffer kan smelte plastik – selv det, der er beregnet til mikrobølgeovne.
Er strålerne farlige?
Det er en myte at mikrobølger kan overføres til kroppen via tilberedt mad, og herved forårsage kræft og andre sygdomme. Proteiner og antioxidanter kan ændre struktur ved varmepåvirkning, men gør ikke maden skadelig eller mindre nærende. Strålerne trænger heller ikke ud gennem mikrobølgeovnen under brug. Det eneste du skal være bange for, er at brænde tungen ved ujævn opvarmning.
Rengøring og vedligeholdelse
Tør jævnligt ovnrummet over med en klud opvredet i varmt vand og opvaskemiddel. Brug ikke ovnrens eller andre stærke sæber, da det kan ødelægge metaldelene i mikrobølgeovnen. Tør efter med en ren, våd klud for at fjerne eventuelle sæberester. Den roterende glasplade kan rengøres i opvaskemaskinen. Ovnrummet skal være tørt før brug.
Er ovnrummet helt tomt, når mikrobølgeovnen kører, kan mikrobølgerne beskadige motordelen. Undgå af samme grund at komme metalobjekter, såsom gryder og pander, i mikrobølgeovnen, da de metallet kan afspejle strålerne eller blive overophedet.
Kombiovn
Har du et meget lille køkken, men et stort hjerte, der banker for madlavning og tilberedning af flere former for mad, så er en kombiovn måske lige, hvad du står og mangler.
Hvad er en kombiovn?
Det ligger selvfølgelig i ordet, at en kombiovn er en ovn med flere kombinationer. Du kan således få en ovn med flere forskellige funktioner – f.eks. en mikrobølgeovn, der også fungerer som en almindelig ovn, eller en traditionel ovn med dampfunktion. Med andre ord, er en kombiovn det perfekte valg til dig, der ønsker at lave flere forskellige ting på mindre plads.
Det er muligt at få kombiovne i forskellige størrelser alt efter, hvor meget mad du ønsker at tilberede ad gangen.
Hvilke muligheder er der?
Alt efter, hvilken kombination du vælger, kan du tilberede forskellige former for retter. Mikrobølgeovnens funktion kan du læse om i det ovenstående afsnit.
Med den traditionelle ovns funktion kan du tilberede lækre madretter med alle former for kød, fisk og grøntsager, samt lave desserter og bage brød.
Dampfunktionen kan bruges, hvis der virkelig skal kræses om maden. Med denne funktion kan du lave lækre, saftige retter ved lavere temperaturer. Bevar vitaminer og mineraler i råvarerne under tilberedning.
Rengøring og vedligeholdelse
Nogle kombiovne er født med et særligt rensningsprogram for en lettere rengøring – f.eks. damprens eller pyrolyse. Andre skal rengøres på traditionel vis. I mange tilfælde kan rengøringen klares med en fugtig klud opvredet i sæbevand.
Indbygningsovn
Få de optimale arbejdsforhold med en indbygningsovn. Det er slut med at bøje sig ned for at kigge ind i ovnen eller tage ting ud af den. En indbygningsovn er det oplagte valg til dig, der bruger ovnen rigtig meget i forbindelse med madlavning.
Hvilke modeller findes der?
En indbygningsovn er i bund og grund blot en traditionel ovn, der er blevet brygget op i højden. Der kan være installeret teleskopudtræk, således at du kan trække bradepander og riste ud som skuffer. Desuden er det både muligt at få ovne, der åbnes på almindelig vis eller med sidehængt låge. Ovnene fås i forskellige størrelser, således at de kan tilfredsstille alles behov.
Hvad kan den?
Selve funktionen af ovnen er den samme, som du kender den fra andre almindelige ovne, og du kan således lave de retter og desserter du kender – blot med en bedre arbejdsstilling.
Rengøring og vedligeholdelse
Let rengøringen ved at købe en ovn med selvrens, eller rengør ovnen på traditionel vis med en fugtig klud og massere af knofedt. Undgå kraftige rengøringsmidler eller ovnrens.
Gasovn
For nogle madelskere er gasovnen lige et trin over den almindelige ovn med varmluft. Den er hurtig til at varme op, og maden bliver saftig og lækker, da der ikke fordamper så meget vand fra den under tilberedning. Desuden er den ganske ufarlig.
Lynhurtig opvarmning og lækker mad
Der er massere af fordele ved at købe en gasovn frem for en almindelig ovn; hurtig opvarmning, samt nem og præcis varmeregulering. Desuden er gasovne kendt for at holde bedre på fugtigheden i maden, således at du altid kan servere nogle lækre og saftige retter til venner og familie.
Ligesom med alle andre former for ovne, bør du overveje, hvor stort en ovn du har brug for. Laver du meget mad til mange mennesker, eller lavet du lidt mad til få mennesker?
Gas – er det ikke farligt?
Det er i dag lovpligtig at alle gasovne er udstyret med en flammesikring. Den slukker automatisk for gassen, hvis flammen af den ene eller den anden grund går ud. Det anbefales dog at du alligevel køber en gasalarm.
Nogle gasovne er udstyret med en såkaldt kold låge, således at du ikke brænder fingrene på den, når ovnen er i brug.
Rengøring og vedligeholdelse
Nu til dags fås de fleste gasovne med en eller anden form for selvrensningsprogram, såsom damprens. Er dette ikke tilfældet, eller brænder du bare for at gøre ovnrummet ekstra rent på gammeldags vis med vand og sæbe, er dette selvfølgelig også en mulighed. Undgå at bruge ovnrens eller andre stærke rengøringsmidler.
Miniovn
En miniovn er det oplagte valg til sommerhuset, studielejligheden, på arbejdet eller som ovn nummer to i et større køkken.
Hvad er nu det for en størrelse?
En miniovn er i bund og grund blot en miniudgave af en almindelig ovn, og har således de samme funktioner. Nogle ovne leveres med en praktisk lille tang til at tage bradepander og riste ud med.
Hvad kan den bruges til?
En miniovn kan både bruges som den primære ovn i de køkkener, der ikke har plads til en rigtig størrelse ovn, eller som suppleant i større køkkener.
Trods størrelsen og det lille ovnrum, kan en miniovn godt gå ud for at være den primære ovn i husstanden. Lav alle dine favorit retter og desserter. Bag brød og pizza eller brug grill funktionen til at lave en sprød flæskesvær.
Som sekundær ovn i hjemmet kan den være praktisk at bruge til tilberedning af mindre retter eller opvarmning af frosne rundstykker, flútes og andet bagværk.
Da ovnrummet ikke er så stort, er det hurtig opvarmet, og du kan dermed spare en del energi.
Rengøring og vedligeholdelse
Tør ovnens inderside over med en fugtig klud opvredet i sæbevand. Bagepladerne kan være belagt med en særlige non-stick belægning for at lette rengøringen.
Vær opmærksom på at en miniovn kan blive meget varm udenpå. Sørg derfor for at der er luft omkring den, og opbevar aldrig andre genstande ovenpå den.
Pizzaovn
Lav ægte italiensk stemning i hjemmet. Bag dine helt egne, hjemmelavede pizzaer i en original pizzaovn.
Fylder den ikke en del?
Det er lidt med pizzaovne som det er med grilludstyr. Jo større desto bedre! Den ultimative udgave er selvfølge en original pizzaovn udformet i sten og opvarmet med levende ild. Sådanne ovne kan både fås til indendørs og udendørs brug. Som indbygningsovn eller som fritstående. Alt efter behov, hvad der passer til dit ego.
Du kan selvfølgelig også få en elektrisk pizzaovn eller blot starte med en pizzasten til din almindelige ovn eller grill – bare for at prøve det.
Stenovnen
Med en stenovn får du en moderne udgave af en antik ovn. Den er simpel men effektiv. Da den er lavet af sten, kan der opnås endnu højere temperaturer end i en almindelig ovn. Dette sammenholdt med aromaen fra det brændte træ, der bruges til opvarmning af ovnen, skabes grundlaget for at bage pizza og andre brød med en perfekt sprød skorpe.
Den elektriske ovn er også i stand til at opnå forholdsvis høje temperaturer, og fungerer således næsten lige så godt som stenovnen. Nogle af modellerne er endda født med en stenplade i bunden for at højne niveauet.
Det er muligt at tilberede andre former for mad, såsom bøffer eller kylling. Mad, der skal tilberedes ved en høj temperatur mhp. på en sprød eller gylden kant.
Rengøring og vedligeholdelse
Fedt og andre madrester bliver ofte helt forkullet pga. de høje temperaturer, hvilket gør det let at rengøre ovnrummet. Tør det over med en fugtig klud ved behov.
Er ovnen opvarmet med træ, fjernes “bålresterne” med en lille kost eller andet.
Hvad skal du så vælge?
Alle ovnene, der er repræsenteret ovenfor, opfylder forskellige behov. Det er derfor op til dig, om du er til det ene eller det andet.
Mikrobølgeovnen: Skal du lave mad i en fart, eller blot varme noget, er mikrobølgeovnen det rigtige valg til dig. Smagen er måske ikke helt i top, men til gengæld er tilberedningstiden ultrakort.
Kombiovnen: Den pladsbesparende 2-i-1 ovn, der består af en almindelig ovn kombineret enten med dampfunktion eller en mikrobølgeovn. Lav lækker mad, hurtigt og let – enten på traditionel vis eller med de ekstra funktioner.
Indbygningsovnen: Få en bedre arbejdsstilling, når du laver mad i ovnen. Det oplagte valg til dig, der bruger ovnen ofte i forbindelse med madlavning.
Gasovnen: Hurtig og sikker opvarmning. Gasovne er gode til at holde på fugten i maden, hvilket giver nogle virkelig lækre og smagfulde resultater.
Miniovnen: En lille udgave af en normal ovn – oftest også med grillfunktion. Det oplagte valg til tekøkkenet på arbejdspladsen, sommerhuset, studielejligheden eller som ovn nr. to i større køkkener. Den kan det hele, men ovnrummet er dog ikke så stort.
Pizzaovnen: Skal der kræses om familie og venner er en pizzaovn det oplagte valg til bagning af pizza og lækkert sprødt brød, samt tilberedning af store, saftige bøffer, der kun lige skal ind og vende for at få lidt farve.
Mange af ovnene kan udføre nogle af de samme opgaver, men tænk alligevel lidt over, hvad du bruger din ovn mest til. Måske skulle du prøve en helt anden model end den, du bruger lige nu.
“Klar, parat, bag!”
– Citat fra Den store bagedag på DR1.
Komfurer
Hvilke typer findes der?
- Komfur med massekogeplader eller glaskeramiske kogesektioner
- Gaskomfur
- Induktionskomfur
For at gøre det lettere for dig at tage stilling til, hvilken type kogeplader og ovn, der tilfredsstiller dine behov bedst, er disse to delt op i to hovedkategorier, og altså ikke i ovenstående kategorier.
Der findes nærmest kogeplader til enhver lejlighed og til enhver pengepung. Her kan du læse mere om:
- Massekogeplader
- Glaskeramiske kogesektioner
- Induktionskogeplader
- Gasblus
Massekogeplader
De klassiske kogeplader i støbejern, som de fleste nok i tidens løb er stødt på. Selve kogepladen varmes op vha. et varmelegeme, der er indbygget i kogepladen. Massekogeplader er den type kogeplader, der har den laveste udnyttelse af energien – bl.a. fordi der først skal bruges energi på at varme selve kogepladen op. De er af samme grund også noget billigere end andre typer af kogeplader på markedet. Effekten indstilles typisk trinvis via drejeknapper.
Glaskeramiske kogesektioner
Rent energimæssigt er dette klasse lige over de traditionelle massekogeplader. Glaskeramiske kogesektioner udnytter varmen og energien ca. 30% bedre end massekogeplader. Kogezonerne virker ved at et særligt varmelegeme nede i kogesektionen varmer zonerne forholdsvis hurtigt op. Zonen bliver rød, når den er tændt, men når den slukkes, bliver den sort igen. Derfor er der gerne installeret rest varmeindikatorer. Nogle små lamper – en for hver kogezone – der lyser, hvis zonen er varm. En god sikkerhed for dig, så du ikke kommer til at sætte hånden på zonen, når den er varm, men også praktisk i forhold til fuld udnyttelse af energien. Brug f.eks. den resterende varme til at holde maden varm.
Nogle kogezoner er lavet som dobbeltzoner, hvilket gør dem mere fleksible, da de passer til flere størrelser gryder, potter og pander – og i nogle tilfælde også fade. Effekten i kogezonerne justeres enten med drejeknapper eller via et touchpanel.
Induktionskogeplader
En af de sidste skud på stammen inden for kogeplader og de mest økonomiske da energien udnyttes mere målrettet. Det elektromagnetiske felt i kogepladen skaber varme mellem dette og kogegrejet. Herved skal der ikke bruges energi på at varme selve kogepladen op først, men kun gryden eller panden. Fjernes kogegrejet fra kogepladen, stopper varmeprocessen, hvilket igen er meget energibesparende og sikkert.
Vær opmærksom på at det kun er kogegrej med en magnetisk bund, der kan bruges i samspil med induktion. Kogepladen kan godt være varm efter brug, da varmen fra kogegrejet afgiver varme til glaspladen.
Gasblus
Denne type kogeplader er gennem de seneste år blevet mere og mere populære, da de er yderst effektiv – og så er det da også lidt charmerende at lave mad over åben ild. Den trinløse og hurtige regulering af temperaturen gør det let at tilberede alle former for mad på ingen tid. Gasblussene er oftest lavet i emaljebelagt støbejern og varmen reguleres via drejeknapper.
Ved alle moderne gasblus, antændes blusset via en elektrisk starter i drejeknappen; drej knappen for at tænde for gassen, og pres derefter knappen ind for at antænde gassen. Sluk for blusset igen ved at dreje knappen tilbage til start.
Der skal selvfølgelig være mulighed for at kunne opkoble gasblussene til bygas eller til en ekstern gasbeholder.
Elektriske ovne
De fleste komfurer er udstyret med en elektrisk ovn, som typisk har følgende funktioner:
- Over- og undervarme
- Varmluft
- Grill
Gasovne
Ligesom gasblus, har gasovne også et godt ry for at gøre madlavningen lettere og give perfekte resultater. Ovnen er hurtigt varmet op, temperaturen kan lynhurtigt reguleres og maden brænder, efter sigende, aldrig på, men bliver i stedet altid saftig og lækker. Ovnen er særligt godt egnet til brød og kager, hvor du får en sprød skorpe og et svampet indre.
Som ved gasblus, har ovnen typisk også elektrisk tænding. Det er forskelligt om der er markeret temperatur eller effekttrin.
Gaskomfurer er ofte lidt dyrere i indkøb, men til gengæld billigere i brug.
Særligt ved gaskomfurer
Alle gaskomfurer skal i dag, efter lovgivningen, have en flammesikring. Denne sikring afbryder automatisk gassen, hvis flammen går ud. Desuden har mange modeller børnesikring på drejeknapperne, så ungerne ikke kommer til at tænde ild, når du ikke er hjemme.
Husk at tænde for emhætten, når der tilberedes mad på kogepladerne, da mados kan fedte en del.
Særligt for kogeplader
Kogepladerne kan godt være en lidt tung post at rengøre, hvis maden er brændt fast. Her kommer nogle fif til at lette opgaven.
Massekogeplader
Da massekogeplader er lavet i støbejern, kan de ruste, hvis en gryde koger over. Det er derfor vigtig at de gøres rene efter brug. Dette kan gøre med en skuresvamp eller en stålbørste – alt efter, hvor fastbrændt snavset er. Smør evt. et lag syrefri olie på kogepladen efterfølgende. Tænd den på højeste effekt i 3 min., sluk og tør det overskydende olie af.
Induktionskogeplader og glaskeramiske kogesektioner
Overfladen på de to typer kogeplader er nærmest ens og kan derfor rengøres på samme måde. Hvis en fugtig klud ikke er nok, kan du med god samvittighed og flotte resultater anvende særligt egnede rengøringsmidler med slibemiddel. Slibemidlet ridser ikke glaspladen, men sliber blot det fastbrændte snavs væk, så kogepladen igen kan blive skinnende ren. Der medfølger oftest også en lille skraber, som kan bruges til at skrabe fastbrændte madrester af glaspladen.
Gasblus
Gasblus kan skilles ad, så alle detaljer og kroge kan gøres helt rene. Løsdelene kan rengøres med en skuresvamp, varmt vand og sæbe, mens selve blusset kan rengøre med en piberenser. Brug ikke ståluld og skrappe rengøringsmidler, da disse kan skade emaljen.
En ujævn eller blussende flamme kan være tegn til at gasblusset trænger til at blive rengjort.
Særligt for ovne
Mange elektriske ovne har typisk én eller anden form for selvrens.
Bageplader og deslige
De fleste bageplader og bradepander er emaljerede og tåler derfor ikke rengøringsmidler med syre eller slibemiddel. Trænger de, og ristene, til en grundig rengøring, bør du smøre dem ind i brun sæbe, pakke dem i en plastikpose og lade dem ligge natten over. Efterfølgende kan de vaskes op i hånden – evt. med en skuresvamp.