madmaskiner-omtalt

Sådan opbevarer du bedst din vin

Vin opbevaring

Har du nogle lækre vine til at ligge, som du gerne vil give den bedst mulige behandling, indtil de skal nydes?

Så læs med her, hvor du får en guide til, hvordan du opbevarer din vin mest optimalt.

1) Læg vinen ned

Det er altafgørende for god vin, at den opbevares liggende. Den kan godt klare at stå op i nogle dage, men ved længere tids opbevaring skal den ligge ned. Det skal den, fordi selve vinen så er i kontakt med korkproppen, hvorved denne ikke tørrer ud. Gør den dét, vil den nemlig skrumpe ind, og så vil den ikke længere lukke fuldstændig tæt.

Det betyder ikke, at din vin lige pludselig begynder at løbe ud, hvis flasken så kommer ned at ligge, men at der kan sive lidt ilt ind i flasken. Det lyder måske ikke umiddelbart skæbnesvangert, men det er det. Det gør nemlig, at vinen udvikler sig langt hurtigere end planmæssigt, og at den kan blive oxideret, hvilket du absolut ikke har nogen interesse i.

2) Opbevar vinen ved konstant temperatur

Din vin har bedst af at blive opbevaret nogenlunde køligt – gerne omkring de 14 grader. Det vigtigste er imidlertid, at den ikke udsættes for temperatursvingninger. Kan du vælge imellem et rum, der nogle gange er 14 grader, og andre gange er 21 grader varmt, og et rum hvor der konstant er 17 grader, vil sidstnævnte altså være den bedste løsning, selvom det er lige i den varme ende af temperaturskalaen.

Derfor er eksempelvis køkkenet fuldkommen udelukket, når det kommer til god opbevaring af vin. Her er der nemlig for varmt, og desuden svinger temperaturen ofte en del, og intet af dette har din vin altså godt af.

3) Mørke, mørke, mørke

Selvom vindruerne har godt af sol og varme, vil din færdige vin gerne have det så mørkt som overhovedet muligt. Derfor kan du med fordel vælge at have din vin i et lukket skab og eventuelt dække den til med et tæppe eller lignende, hvis der stadig ikke er mørkt nok.

Et kælderrum uden vinduer er også helt perfekt, og her vil du ofte også kunne opfylde kriteriet om konstant og kølig temperatur. Generelt er et skab i et køligt kælderrum altså en god løsning – så længe der ikke er for fugtigt dernede, for dét har dine vine nemlig heller ikke godt af.

4) Undgå skarpe lugte

Når du skal vælge et sted til at opbevare din vin, skal du også overveje, om der er skarpe lugte i lokalet. Vin er sart og har komplekse smags- og duftnuancer, og det kan nemt blive ødelagt, hvis der er stærke lugte lokalet, hvor vinen opbevares. Lugtene kan nemlig trænge igennem korkproppen og dermed sætte deres præg på vinen, og dét er synd og skam.

Derfor skal du altså ikke opbevare din vin i garagen, hvor der ofte er mange forskellige lugte, og ligeledes skal du holde vinen væk fra vaskekælderen, hvor der dufter af nyvasket sengetøj hele dagen lang. I hvert fald medmindre du gerne vil drikke potpourri i stedet for Pinot Noir.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.