Sådan indretter du dit køkken
For mange familier er køkkenet hjemmets vigtigste rum. Husets arnested
Det er her, du bruger timer på at lave mad, og som familie tilbringer I utallige stunder sammen omkring spisebordet. Måske laver dine børn lektier ved spisebordet, mens du kokkererer eller hygger dig med deres venner.
Derfor er det også vigtigt, at dit køkken er et hyggeligt sted at være. Nogle synes, det kan være svært at indrette køkkenet, så det bliver et rart opholdsrum og ikke blot et rum med fokus på funktionalitet.
Hvis du har det sådan, bør du læse med her, hvor vi giver dig gode råd til, hvordan du kan indrette dit køkken.
Skab varme med møbler i træ
Hvis du har et køkken med blanke overflader, er det oplagt at supplere med møbler i træ. Træ skaber en god kontrast til materialer som glas og stål, og det er et materiale, der giver en varm fornemmelse i et ellers sterilt rum.
Du kan blandt andet vælge at investere i et vitrineskab i træ. Et vitrineskab er et praktisk møbel, som samtidig er en smart løsning, hvis du mangler opbevaringsplads. Du kan eventuelt vælge at gå på jagt efter et gammelt vitrineskab med patina, der kan tilføre rummet en masse charme og historie.
I et vitrineskab kan du udstille fine kopper eller smukt service, hvilket også er med til at skabe en hyggelig stemning.
Du kan også indrette dit køkken med et spisebord i træ. Der findes mange smukke spiseborde i forskellige træsorter. Hvis du har et stort køkken, kan du anskaffe dig et massivt plankebord, hvilket giver køkkenet karakter.
Hvis du gerne vil have et lettere udtryk, kan du finde et mere simpelt spisebord med en tyndere bordplade. Hvis du ikke har så meget plads, kan du også lede efter et gammelt spisebord i teak med udtræk. Den mørke, brune farve tilføjer masser af varme til rummet, samtidig med at bordets retrolook er en perfekt kombination af nyt og gammelt.
Et fint bord kræver fine stole. Der findes så mange forskellige spisebordsstole, at det kan være svært at vælge. En løsning kan være at vælge flere slags. Hvis du er typen, der elsker at gå på loppemarked, er det oplagt at gå på jagt efter spisebordsstole.
Forskellige stole af træ kan man finde mange af på loppemarkeder, og det giver dit køkken et meget personligt udtryk at mikse forskellige stole. Hvis du foretrækker at købe nye spisebordsstole, kan du finde et bredt udvalg hos Møbelkompaniet.
Indret dit køkken med åbne hylder og grønne planter
Et køkken kan hurtigt blive sterilt og lukket, når alt er gemt væk i skabe. Derfor kan det være en god idé at skifte de lukkede overskabe ud med åbne hylder. Åbne hylder giver køkkenet et mere luftigt udtryk, og det giver dig mulighed for at bruge dit service og dine køkkenredskaber som dekoration i indretningen. Hvis du mangler fine ting at stille på dine hylder, kan du med fordel finde interiør på udsalg.
Det er populært at indrette sit hjem med grønne planter, og det gælder også i køkkenet. Grønne planter er utrolig dekorative og tilføjer rummet liv og farver. Der er mange forskellige måder at bruge planterne på. Hvis du er glad for planter og kan bryste dig med grønne fingre, kan du pynte hele dit køkken med planter og smukke blomster. Du kan placere dem på hylder og reoler eller hænge dem på væggen.
Hvis du går op i madlavning, kan du også med fordel lave din egen indendørs køkkenhave med forskellige krydderurter og grøntsager. Rækker dine botaniske evner ikke så vidt, og ønsker du et mere enkelt udtryk, kan du også nøjes med at placere én stor plante på gulvet. Det bryder med det strømlinede udtryk og skaber liv i dit køkken.